-
Mandag morgen var der kun 120 p-pladser tilbage i Indre By: »Her er sindssygt smalt med parkeringspladser«
Источник: BDK Borsnyt / 06 янв 2025 09:25:20 America/Chicago
Mandag morgen var endnu flere parkeringspladser fjernet i det indre København. 120 pladser er der nu tilbage. For et år siden var der 820. Op ad Pilestræde, langs Gammel Mønt, Grønnegade og Store Regnegade var der derimod store, hvide båse markeret til cykelparkering og håndværkerparkering. I en mini Cooper holder Christian Halsted parkeret klokken lidt over klokken otte. »Her er sindssygt smalt med parkeringspladser,« siger han og nærlæser et parkeringsskilt. Der står, at han ikke længere må parkere uden for de hvide, optegnede båse, som er svære at få øje på, på en sidegade til Gothersgade. Christian Halsted synes dog, at det er »fair nok«, at Københavns Kommune har nedlagt stort set alle parkeringspladserne i Middelalderbyen. »Jo færre biler, jo federe er byen jo.« Han bor selv i nærheden af Statens Museum for Kunst i Indre By og arbejder i Middelalderbyen. Mandag skal han køre sin otteårige søn og hans to venner til tennis efter skole, hvorfor han er i bil. Han plejer ellers ikke at tage bilen på arbejde, siger han. Mandag morgen er den første skole- og arbejdsdag efter juleferien, og i det indre København er der tydeligt færre parkeringspladser end før jul. »Chikane« og »hetz« Christian Halsted og andre bilister skal fremover vænne sig til, at der kun er fri parkering inden for de hvidmalede båse. Fra Københavns Kommune lyder det, at i »Middelalderbyen, hovedstadens historiske hjerte, skal der være mere plads til at gå og cykle, til at slå sig ned på en bænk, til lokalt byliv og til grønne pauser mellem de gamle huse.« Den køber Kren Erik Nielsen, som Berlingske har talt med, ikke. Han er bestyrelsesformand for Rundetårn Kvarterets Beboerforening og bor i Indre By. Der har han boet længe, og det har aldrig været et problem for ham at parkere sin bil i Middelalderbyen, der er afgrænset af Gothersgade, Holmens Kanal, Christians Brygge, H.C. Andersens Boulevard og Nørre Voldgade. Men det er det blevet. »Flere beboere kalder det chikane. De oplever det som hetz,« siger Kren Erik Nielsen: »Der har aldrig før været en så hektisk debat om et emne eller en ændring i Indre By. Jeg tror, at det bliver en varm kartoffel ved det kommende valg.« »Træls« med få parkeringspladser Ved Borgergade holder Adam Wittwer på en såkaldt »deleplads«. Han kommer ofte i Indre By, fortæller han. I dag skal han hente en jakke i et renseri. »Det er ret træls, at her er så få parkeringspladser,« siger han. Københavns Kommune oplyser, at beboere med beboerlicens har adgang til at parkere hele døgnet i fire private p-anlæg, hvor kommunen har reserveret et antal p-pladser til beboere. Det drejer sig blandt andet om Israels Plads, hvor Christian Halsted ofte parkerer. »I parkeringshuset er der dog ikke ret mange pladser til en by med så mange mennesker. Men det er meget smart i weekenderne og ferierne, hvor jeg ofte har prøvet at komme ned til en bil med ridser eller øldåser på køleren.« Ved hjørnet af Gammel Mønt holder en mand i en BMW. Han bor i Middelalderbyen og arbejder i Værløse, og han synes, at det er en »god ting, at man tvinger folk til at tage offentlig transport ved at minimere parkeringspladserne«. Han gør det dog ikke selv. »Det er simpelthen for besværligt at komme til og fra Værløse,« siger han. https://www.berlingske.dk/metropol/mandag-morgen-var-der-kun-120-p-pladser-tilbage-i-indre-by-her-er